Kommentar til stioplæg vedr. Bering Beder landevej
Kommentar til stioplæg Bering Beder landevej fra Tranbjerg Fællesråd.
Indsendt til kommunen den 15. januar 2019.
Generelt vil vi opfordre til at udforme alle faunapassagerne så de kan benyttes af mennesker til fods. Det er ikke sikkert at der pt. er en trampesti, men det vil være synd at lukke af for muligheden fremover til at oprette naturstier.
Specielt er faunapassagen øst for Vestre Tingsskovvej der lukkes, vigtig at etablere som trampesti, så de der går tur i området fortsat kan benytte Vestre Tingskovvej. Der kunne f.eks. etableres en trampesti på begge sider af landevejen fra Vestre Tingskovvej til faunapassagen, så brugere ikke skal krydse marken, men kan gå langs med landevejen.
På mødet der blev afholdt den 15. november, talte vi om muligheden for at cykle ud til motorvejen til ”Kiss and drive” pladsen som et godt alternativ til bilen.
Vi er opmærksom på, at der ikke er lagt op til at etablere en cykelsti generelt langs med landevejen. Det stykke vi finder er mest problematisk i forhold til muligheden for at cykle ud til ”Kiss and drive” pladsen ved motorvejen uden at skulle køre rigtig mange ekstra km., er stykket fra Enslevvej til Ingerslevvej. Ca. 2,1 km. Der er ingen rundkørsler på stykket.
Vi anmoder om at der medtages en cykelsti på dette stykke. Det vil give en glimrende cykelrute fra Ingerslev vej og til det eksisterende stisystem i Tranbjerg og videre til Mårslet på cykelsti. De der bor i den østligste del af Hasselager ville også med fordel via Jegstrupvej kunne benytte cyklen.
Hvis ikke økonomien er til det nu, anmoder vi om at der på stykket afsættes plads til en senere udvidelse med cykelsti.
Den overkørsel der er regnet med ved Tingskovvej, er vi ikke klar over hvordan kommer til at se ud. Kan i løfte sløret for hvordan i tænker at den bliver udført?
Med venlig hilsen
Jørgen Halle, Formand for Tranbjerg Fællesråd.