Støjdæmpning af Landevejen
Ny støjdæmpende asfalt og ny støjskærm
Der er her i uge 44 kommet ny asfalt på Landevejen mellem Slet og næsten ned til lyskrydset Grønløkke Alle/Torvevænget. Kommunen oplyser, at der er udlagt en støjreducerende asfalt, som de også som anvender andre steder, der indgår i støjhandingsplanen.
“Belægning som udlægges er en såkaldt SMA 8. Belægningen bliver valgt ud fra et støjhensyn og et slid hensyn. En SMA 8 vil forventeligt reducere støjen med ca. 3 dB i forhold til en traditionel asfaltbeton, som ellers ligger på Landevejen i dag”, oplyser Per Kristensen.
Det skulle gerne give en mærkbar forbedring for de tilstødende grundejere, men belægningerne er desværre ikke et vidundermiddel, der fjerner al støj, og virkningen aftager med alderen.”
Men der sker også noget længere syd på langs Landevejen. Her bygger kommunen lige nu en ny støjskærm. På kommunens hjemmeside hedder det:
Beboere i Tranbjerg se frem til en 400 meter lang støjskærm
Byrådet har netop godkendt det endelige projekt for Bering-Beder vejen, og arbejdet med at anlægge vejen kan begynde i starten af 2020. Arbejdet bliver dog tyvstartet i efteråret med opførelsen af en cirka 400 meter lang støjskærm langs Hovedvejen mod Orholt Allé i Tranbjerg.
”Skærmen er uafhængig af resten af projektet, og derfor kan vi begynde opsætningen tidligere. Andre steder langs vejen laver vi støjvolde af overskudsjord fra projektet, og her er vi af gode grunde nødt til at vente på, at resten af projektet går i gang,” forklarer projektleder Carsten Thomsen.
Det er beboere mellem Ingerslevvej og Landevejen, som får glæde af støjskærmen. Grundejerforeningen Ingerslevvej har derfor været med til at justere den endelige placering.
”Vi har fået støjskærmen præcis, som vi gerne vil have den. For os er det dejligt, at den kommer op allerede nu, da den også vil dæmpe lyden fra de store maskiner, som kommer til at arbejde på vejen,” siger Michel Larsen, formand for grundejerforeningen Ingerslevvej.
Forventningen er, at støjskærmen er opsat inden udgangen af 2019.